OM SMÅ BISSER

Om Små Bisser

Min motivation til at starte Små Bisser, kom fra et forældremøde i mit barns vuggestue. Snakken faldt på tandbørstning og jeg blev overrasket over, hvor meget det fyldte hos andre børnefamilier. I enhver familie har man noget forskelligt at slås med, men efter en del rundspørgen, stod det klart for mig, at tandbørstning generelt er problematisk for mange med små børn. Jeg er klar over at tandbørstning ikke altid er det sjoveste at skulle igennem, og så endda 2 gange om dagen, men fastholdelse, fiksering, gråd og utryghed har aldrig været nødvendigt mod mine egne børn – det behøver det heller ikke være for dig og dine børn.

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvornår dit barn bliver kaldt ind til den første undersøgelse hos børne- og ungdomstandplejen. Både min ældste og yngste datter blev kaldt til undersøgelse da de var 1 år, hvilket jeg ikke anså for problematisk i forhold til min profession som tandplejer.  Men et helt år uden den fornødne viden, mens dit barn får den ene tand efter den anden, kan virke som lang tid med bekymringer. Den største erfaring jeg har gjort mig i min tid som tandplejer, er at tandbørstningen generelt introduceres for sent og med misforståede teknikker, hvilket efterlader dig som forælder i en unødvendig situation i forhold til tandbørstning på dit barn.

Små Bisser bygger på gode og sunde rutiner, samarbejde mellem dig og dit barn samt leg og musik. Tandbørstning er en nødvendighed for at bevare sunde tænder, en sund mund og et sundt helbred.  Det er ikke nødvendigvis sjovt at få børstet tænder hver eneste gang, men Små Bisser arbejder med en pædagogisk tilgang til tandbørstningen, at fiksering aldrig er en løsning. Små Bisser understøtter dit barns associationer til tandbørstningen i en positiv retning, så dit barn vokser op med glæde for tandbørsten samt fortsat motivation til at pleje sine tænder, mund og helbred.

Jeg hedder Carina Løvstad og er uddannet tandplejer fra Skolen for klinikassistenter og tandplejerer, Københavns universitet, Panum i 2010. Jeg er mor til 2 piger, bor i København og arbejder til hverdag som tandplejer i Børne og ungdomstandplejen. Jeg har erfaring som tandplejer fra Børne- og ungdomstandplejen samt omsorgstandplejen i Esbjerg Kommune, Hospitalstandplejen på Århus Universitetshospital, Hæmatologisk afdeling samt privat praksis i København og Køge.

Carina